Batchbehandling med Photoshop

Formål

I adskillige guides om billedbehandling har jeg beskrevet, at du skal reducere antallet af DPI (dots per inch) fra standarden, der lyder på 300 DPI ned til 72 DPI. 300 DPI er godt til billeder, der skal printes ud; men skal billederne lægges på en hjemmeside eller sendes i en e-mail, skal størrelsen reduceres til de 72 DPI, der er standarden til websider.

Denne guide viser, hvordan du kan få Photoshop til at løse opgaven på en relativt nem måde ved hjælp af “Handlinger”, der er et andet ord for makroer.

Handlinger kan naturligvis også bruges til at løse andre rutineprægede opgaver.

Jeg har fundet inspiration i denne video (engelsk).

Reducere til 72 DPI (dots per inch).

Målet er i første omgang at få indspillet de handlinger, billedet viser, nemlig:

  1. Åbn
  2. Billedstørrelse
  3. Gem
  4. Luk

Metoden, du skal bruge til de første trin, hedder “Handlinger”, men kunne lige så vel hedde “Makroer”, der er kendt for at automatisere gentagne og trivielle handlinger, så du ikke selv skal gøre noget.

I menupunktet “Vindue” finder du Handlinger. Sæt flueben ud for det, hvis det ikke allerede er sat. Du kan også få punktet frem ved at klikke ALT + F9. Nede i højre hjørne har du funktionerne som vist på billedet.

Du starter med at oprette en ny handling. Klik og giv handlingen et sigende navn; det kunne fx være “Gem til web”. Klik på indspil. Nu bliver cirklen nede i hjørnet rød som tegn på, at indspilningen er i gang.

Indspil en handling
  1. Åbn et af de billeder, du vil konvertere.
  2. I Billede > Billedstørrelse > Opløsning skriver du 72. Klik OK
  3. Gem vha. “Gem som” i den mappe, hvor resultaterne skal ligge. Du behøver ikke at lave en speciel mappe, for hvis du ikke peger på en mappe, opretter Photoshop en mappe kaldet JPEG inde i mappen med de ubehandlede billeder; det betyder, at du ikke skal være nervøs for at overskrive de originale billeder. Jeg anbefaler dog at oprette en særskilt mappe manuelt. Det giver dig lidt mere kontrol over processen.
  4. Næste skærmbillede er JPEG-Indstillinger, hvor du sætter Kvalitet til 7 = Mellem. Klik OK.
  5. Luk billedet med CTRL + F4
  6. Nu har du nede i hjørnet under Handlinger, de fire trin. Stands optagelsen ved tryk på firkanten.
  7. For at teste om det virker, kan du gå til din resultatmappe og åbne det billede, du brugte i nr. 1, 2 og 3: Åbn billedet i Photoshop, gå til Billede > Billedstørrelse og kontroller, at Opløsning er sat til 72. Hvis der står 72, er alting lykkedes.
  8. Slet nu dette billede for at undgå at blive spurgt om, hvorvidt du ønsker at overskrive det. Målet er jo, at du ikke selv skal foretage dig noget.
Brug handlingen
  1. Klik Filer > Automatiser > Batch
  2. I øverste sektion vælger du i Handling navnet på den handling, du indspillede tidligere.
  3. Kildemappe og målmappe: Vælg de rigtige mapper.
  4. De øvrige indstillinger er vist på billedet herunder.
  5. Klik OK hvorved handlingen udføres.
  6. Gå til destinationsfolderen og kontroller (igen) at Opløsning er sat til 72.


Hanne B. Stegemüller, 12. april 2017