Defraggler

Formål:

OBS: Programmet bør kun bruges til almindelige hardiske ( HDD) og ikke Solid State Disks (SSD).

Formålet med Defraggler er at sætte fart på din harddisk (HDD) ved hjælp af defragmentering.

Programmet kan også bruges til Solid State Disks (SDD), men det fraråder vi, da det slider unødigt på disken.

Programmet understøtter NTFS og FAT32.

At defragmentere betyder følgende:

At defragmentere er, populært sagt, at rydde op. Ordet “defragmentering” antyder, at man i processen samler sine data, der som udgangspunkt ligger fragmenteret på harddisken. Alle dine data ligger splittet i små fragmenter, og når du vælger at rydde op på din harddisk, hedder det selvfølgelig – og meget logisk – en defragmentering. En samling af spredte fragmenter!

Når computeren i sit daglige arbejde skriver til sin harddisk, for at gemme information, gør den det ikke på nogen ryddelig måde. Den skriver hvor den lige finder plads, og således sker det, at der opstår mange “huller” imellem de gemte data.

Ved defragmenteringen ser computeren nøjere på sagerne, og lægger det hele i den systematik, tingene burde ligge i. Den fjerner “hullerne” rundt omkring på harddisken, og samler informationerne på så lidt plads som muligt. Det indebærer, at det læsehoved der skal finde informationerne, ikke altid skal køre så langt fra sin udgangsposition for at læse data. Når computeren gemmer f.eks. én fil, ligger denne ikke ét sted, men er derimod splittet i flere dele. Det forøger den tid det tager computeren at læse hele filen.

Min kilde er denne side.

Denne guide tager udgangspunkt i den gratis udgave af Defraggler.

Hentning og installation:

Klik på den grønne “Download free version”. Du føres til bunden af siden, hvor du endnu engang skal vælge “Free download”. Tryk på den grønne knap. Næste billede viser, at der er tale om den gratis (Free) version, og at der ikke ydes support på den.

Der vises to muligheder for hentning:

Begge er udmærkede links og findes blandt de steder, jeg anbefaler i Bidrag. Jeg vælger her Filehippo.

Oppe i øverste højre hjørne vises en grøn knap med teksten “Download Latest Version”. Klik på den. Nu hentes filen “dfsetup221.exe”. gem den på dit skrivebord eller et andet sted, hvor du nemt kan finde den igen. Dobbeltklik på filen.

Første del af opsætningsbilledet vises. Tryk “Next”. Beslut hvilke særlige tilpasninger, du har behov for. Selv klikker jeg dem alle sammen væk. Tryk “Install”. I løbet af et sekund vises det, at installationen er gjort færdig. Tryk “Finish”. Du ledes til endnu en side, hvor du får “tilbud” om at installere betalings-udgaven. Det er uinteressant, når vi nu netop har valgt den gratis udgave.

Brug programmet

Find din version ved at skrive “defragg” (uden anførselstegnene) i søgefeltet lige over startknappen. Hos mig får jeg to forskellige exe-filer. Jeg vælger den der hedder “Defraggler64.exe”, da min PC er med 64 bit-system. Som forklaring vises: “Defragmenter og optimer drev”.

Herefter vises et billede “Optimer drev”, som viser status for de forskellige drev. Jeg har haft programmet i noget tid, og derfor kan det også vise, hvad der er sket for nogle dage siden.

Hvis et drev ikke er optimeret, markerer du det, og trykker på “Optimer”. Undervejs i defragmenteringsprocessen kan du se, hvor mange procent, der er defragmenterede og herefter hvor mange procent, der er konsoliderede. Når processen er færdig efter et par minutter vises også for dette drev, at 0% er fragmenteret.

Der er mulighed for at planlægge kørslerne. Klik på “Skift indstillinger”. Som standard er valgt ugentlige kørsler og at der skal sendes en besked, hvis tre kørsler ikke er blevet udført.

Endelig kan man ud for drev vælge, hvilke drev, der skal omfattes af kørslen. Jeg har valgt dem alle sammen – men det er ikke helt rigtigt. Jeg bør ikke medtage SSD2, da det er mit Solid State Drev.

Efterskrift: Jeg har været inde i “Optimer drev” og ved de to SSD (C og H) slået “Planlagt optimering” fra. Det skyldes, at det ikke er nogen god idé at defragmentere Solid State Disks (SSD).


Hanne B. Stegemüller, 20. januar 2017