Everything

Formål

Everything er en effektiv og gratis søgemaskine til din PC. På få sekunder indekserer og finder den filer og mapper. Der kan også søges på specifikke ord i dokumenterne. Denne type af søgning indekseres dog ikke, og tager derfor noget længere tid. Hvis man ikke indtaster et eller flere søgeord, vises ganske enkelt alle filer. Søgningen omfatter også eksterne enheder som fx en ekstern harddisk.

Der findes desværre ingen dansk sprogpakke. Jeg har derfor oversat det mest basale.

Everything kan kun arbejde sammen med NTFS-filsystemet, og du skal have administratorrettigheder.

Undersøg dit filsystem

Windows 10: For at undersøge om dit/dine drev har NTFS-filsystemet, skriver du “Harddisk” (uden anførselstegn) nede i søgefeltet (luppen). Du få et billede som nedenstående, hvor du kan se dit filsystem for hvert drev.

Hent og installer

Everything hentes her. Du skal formentlig bruge den version, pilen peger på. Når du har klikket på linket, hentes en fil ved navn “Everything-1.4.1.877.x64.en-US-Setup.exe”. Gem den på skrivebordet eller et andet sted, hvor du nemt kan finde den igen.

Dobbeltklik på exefilen på skrivebordet. Det næste skærmbillede er en licensaftale, som du klikker “I agree” til. Herefter skal du beslutte, hvor programmet skal installeres. Hos mig foreslår det fx “F:\Program Files\Everything”. Hvis du vil vælge en anden destination end den foreslåede, klikker du “Browse” og udpeger din destination. Klik “Next”.

Herefter følger et billede “Select install options”, hvor du kan vælge forskellige muligheder. Bevar standarderne. Klik “Next”.

Næste side hedder også “Select install options”. Jeg har valgt de funktioner, der er vist på billedet til højre. Selvom du angiver forskellige valg her, kan du altid ændre dem senere under Tools > Options.

Simpel søgning

Everything viser, modsat en søgning med Windows, straks alle filer og mapper på din PC inklusiv tilsluttede eksterne drev. Du kan skrive et søgeord for at begrænse hvilke filer og mapper, du ønsker vist. Programmet bruger fil- og mappenavne, og det tager sjældent mere end et par sekunder at lave databasen (1.000.000 filer vil tage ca. 1 min.).

Hvis du fx vil søge efter filer eller mapper, der hedder “Support PC og andet”, taster du ganske enkelt disse ord i søgefeltet, og resultatet vises med det samme. Hvis du vil bruge en af filerne/mapperne i resultatlisten, dobbeltklikker du på den. Nemmere kan det ikke være. Placeringen vis i kolonnen “Path”, der betyder sti.

Du kan afgrænse, hvilke filer/mapper du vil søge i ved at vælge Search i menuen. I nederste sektion er standarden Everything, men du kan fx vælge, at du kun vil søge i videoerne.

Avanceret søgning

Everything rummer en avanceret søgeformular, som du finder under menupunktet Search > Advanced search. I formularen kan du finjustere dine søgninger. Det er også her i den røde firkant, du kan søge efter ord og sætninger inde i dokumenterne og altså ikke kun i filer og mapper. Bemærk den gule trekant, der advarer om, at en sådan søgning tager længere tid. Hvis du fx ved, at du gemmer alle dine dokumenter på F-drevet, kan du reducere den tid, det tager at søge ved at klikke på knappen Browse og så udpege F-drevet. Reduktionen vil være markant.

Når du har lært Everything lidt at kende, kan du udføre de samme søgninger ude i det almindelige søgebillede. I eksemplet herunder søger jeg på “Support PC og andet” i det avancerede søgebillede. Jeg kunne have udført samme søgning ved i standardsøgningen at skrive “content:”Support PC og andet” ” (uden de yderste anførselstegn).

Forklaring til de øvrige muligheder, hvor der søges efter filnavne, der rummer:

  • All these words: Alle ordene i søgefeltet.
    • Match case: Kend forskel på store og små bogstaver.
    • Match whole words: Genkend hele ordet/ordene.
    • Match diacritics: Tag hensyn til diakritiske tegn – dvs. behandl ikke é og e ens. Diakritiske tegn er grafiske symboler, der kan hjælpe til at skelne mellem forskellige udtaler af bogstaver eller bogstavforbindelser. Fx er é, è, ê diakritiske tegn. Læs evt. mere.
  • This exact phrase: Lige præcis denne sætning.
  • Any of these words: Bare et eller flere af disse ord.
  • None of these words: Disse ord må ikke indgå.
Læs mere

Jeg har brugt Everything i mange år uden at kende til nedenstående, der ikke er nødvendigt til daglig brug.

Mere fyldig forklaring på brugen af Everything.

Endnu mere avancerede søgninger.


Hanne B. Stegemüller, 31. juli 2017