Formål

GIMP står egentlig for “GNU Image Manipulation Program”.

På siden, hvor programmet hentes, skriver de følgende:

GIMP – en kraftfuld software til at oprette og redigere billederne. Softwaren har en stor sæt af værktøjer, der gør det muligt at oprette, redigere og kombinere de grafiske billeder af næsten enhver kompleksitet på professionelt niveau. GIMP understøtter mange forskellige billedformater og giver dig mulighed for at arbejde med raster eller vektorgrafik. Softwaren fungerer med lagene, masker, filtre og forskellige former for blanding. GIMP bruger minimale systemressourcer og har en intuitiv brugerflade.
  • Understøtter forskellige billedformater
  • Stort antal værktøjer til maleri
  • Et sæt af forskellige effekter
  • Konvertering af billedformater
  • Batch behandling af filer

GIMP er Open Source, hvilket betyder, at det er gratis både nu og i fremtiden.

Andre kilder

GIMP kan let målle sig med det meget dyre Photoshop fra Adobe, og der er mange opgaver, der er lettere i GIMP. Det er ikke muligt at beskrive alt det programmet kan. Du skal “lege” dig frem. Til denne leg er der en fin guide her, som på 44 sider, der inkluderer konkrete øvelser, og det er dem, du  lærer af, gennemgår langt det meste af det, der er værd at vide. Forfatteren gå meget dybere end jeg kan gøre her.

Der findes mange danske videoer på YouTube om GIMP. Her har jeg samlet en række af dem.

Hent og installer
  1. Når du trykker på den grønne knap, henter du en fil ved navn “gimp-2.8.22-setup.exe” (januar 2018). Gem den fx på skrivebordet eller et andet sted hvor du let kan finde den igen..
  2. Dobbeltklik på exefilen. Du får følgende besked “Vil du tillade, at denne app, som er fra en ukendt udgiver, foretager ændringer på din enhed?” Det svarer du ja til.
  3. Sprog: Dansk. OK. Installationen er på engelsk, men derefter foregår alt på dansk.
  4. Herefter komme installationsguiden. Klik på “Installer”.
  5. Der går kun kort tid før GIMP er installeret. Klik på “Færdig”.
  6. Programmet danner ikke ikon på skrivebordet. Du skal i stedet selv finde det frem ved at skrive GIMP i søgefeltet over startknappen.

Brug programmet

Når programmet er åbnet, får du et panel i venstre side af skærmen ved navn “Værktøjskasse – Værktøjsindstillinger” og et panel i højre side, der kaldes “Lag – Pensler”. Selve arbejdsrummet ligger som et ikon (muligvis blinkende) nede i proceslinjen.

Hent et billede ind i arbejdsrummet vha. Fil > Åbn (eller CTRL + O). Bemærk forhåndsvisningen til højre hvor du får filnavn, størrelse i MB og størrelse målt i pixels.

Kort om filformater

GIMPs eget filformat hedder *.xcf. Mens du arbejder med billedet, skal du beholde dette format for at sikre, at dit arbejde ikke går tabt. Når du vælger Fil > Gem som får billedet automatisk den rigtige filtype/det rigtige format. Når billedet er færdigt, bør det eksporteres til fx .jpg, .jpeg, .png mv,. så alle kan benytte se det, og det fx kan sættes ind i et teksbehandlingsprogram, på en hjemmeside mv.  Gå til Fil > Eksporter som (eller Shift+Ctrl+E).

Dokken i højre side

Når man gerne vil lære programmet at kende, laver man en bunke fejl. I højre side findes også en dok, der yderst har en fane ved navn “Fortrydelseshistorik”. Den gemmer hver eneste handling, du foretager dig. Hvis det kun var seneste handling, der ødelagde billedet/øvelsen, klikker du bare på den foregående firkant.

Hvis alt er gået galt, og du vil starte forfra, finder du øverste i kolonnen dit “Grundbillede”. Klik på det så er du tilbage, hvor du startede.

Værktøjskassen (dokken) i venstre side

Værktøjskassens indhold (den nederste del) afhænger af hvilket værktøj, du vælger foroven. I eksemplet her valgte jeg farveværktøj, hvor du fx kan vælge et område af et billede, alt efter hvilke farver det har. Det skal tilføjes, at alt det du finder her, også findes i menuerne. Det er bare lidt brugervenligt at kunne orientere sig ved hjælp af symbolerne.

Udforsk mulighederne

Jeg har åbnet (CTRL + O) et helt almindelig billede fra samlingen, gemt det på skrivebordet med et nyt navn, så jeg er sikker på ikke at overskrive originalen. Billedet har nu fået den rigtige filtype “xcf”. Originalen ser sådan ud, og jeg bruger det hele vejen igennem, så det er let at se effekten af de forskellige værktøjer.

Det var 3000 px * 3000 px stort, så jeg reducerede størrelsen, inden jeg lagde det ind på siden. Det gøres ved Billede > Skalér billede.

Beskær billede

Hvis du kun vil vise et udsnit af billedet, skal det markeres og beskæres. Vælg Værktøjer > Markeringsværktøjer > Rektangulær markering. Herefter går du til menuen Billede > Beskær til markering. Nu er alt andet end udsnittet væk.

Fortryd

Hvis du gør alt muligt med dit billede, er det let at tage fejl. Som altid virker CTRL + Z, hvor man kan fortryde én handling. Rediger > Omgør ‘den seneste handling’. Under rediger findes tillige en “Fortrydelseshistorik”. Klik på den og hold øje med højre sides panel. Her kan du se, hvad du har foretaget dig med dette billede. Slet en handling med deletetasten.

Spejlvend og roter

Måske nok mere sjovt end nyttigt:

Hvis du vil “vende op og ned” på dit billede, skal du i Billede > Transformer. De forskellige muligheder giver sig selv, undtagen det nederste med navnet Guillotine, som ikke forekommer videre nyttigt.

Ændre lys og kontrast

Hvis du vil ændre i værdierne for lys og kontrast, skal du bruge menuen Farver > Lysstyrke/kontrast. Der vises to skydere, som kan flyttes uafhængigt af hinanden. På dette billede har jeg skruet lidt ned for lyset.

Ændringerne slår igennem med det samme, hvis du sætter flueben i Forhåndsvisning.

Når du har prøvet alt muligt, og billedet ikke længere ligner sig selv, bruger du bare knappen Nulstil.

Farver og gråtoner

Der kan være noget charmerende over sort-/hvid-billeder og gamle brune billeder.

For at få billedet vist i sort/hvid vælger du Billede > Tilstand > Gråtone.

Sephia er et andet ord for gamle brune billeder. Du får effekten frem ved at vælge Filtre > Dekoration > Gammelt fotografi.

Gør billedet skarpere

Det hænder, at det er nødvendigt at gøre et billede skarpere, da tidens digitale billeder ofte ikke har den ønskede skarphed. Det kan der rettes op på vha. Filtre > Forbedring > Skærp, hvor du også kan få ændringerne vist med det samme, hvis du har flueben i Forhåndsvisning.

Der er også mulighed for at skærpe billedet mere præcist, hvis du vælger Filtre > Forbedring > Uskarp maske (og det er ikke en skrivefejl).

Udflydende markering

I Photoshop er det en kunst at bruge lassoværktøjet, så man får markeret hele objektet. Det er noget nemmere i GIMP. Eksemplerne herunder er fra Hvidovre Kirke, da morgenbordet var lige vel kompliceret. Dette billede tog mig ca. 20 sekunder. Det er ikke helt perfekt, da der mellem træernes grene er lidt himmel til rest.

Hvis du vil klippe noget ud af et billede, som dette billede viser, skal du:

  1. Værktøjer > Markeringsværktøjer > Udflydende markering.
  2. Marker alt det, der ikke skal med på det færdige billede – i mit tilfælde hele himlen.
  3. Markering > Inverter (dvs. vend om)
  4. Nu kan kirken sættes ind i et nyt billede ved hjælp af:
    1. Kopier det markerede, nu kirken, med CTRL + C
    2. CTRL + N for at åbne et nyt vindue
    3. I det nye dokument CTRL + V for at sætte ind.
Lag

Lag findes i alle seriøse billedbehandlingsprogrammer, og ordet dækker over, at man “stabler” nogle billeder oven på hinanden og får dem til at smelte sammen i det færdige billede.

Forskellen på lag og så det at kopiere et billede ind på et andet billede er, at man kan arbejde med hvert enkelt lag for sig. Hvert billede får sit eget lag, og først når billedet er helt færdig gemmes/eksporteres alle lagene til én fil med CTRL + E

Det er lidt kompliceret, indtil du har prøvet det et par gange.

Der er flere fine videoer om det at arbejde med lag. Jeg synes, denne er den bedste.


Hanne B. Stegemüller, 24. januar 2018