Mozilla Firefox

Hvad er Mozilla Firefox?

“Mozilla Firefox er en fri (i betydningen gratis) og open source-browser, som er udviklet af hundreder af frivillige udviklere løst organiseret gennem Mozilla Foundation”. Der er en fin Wikipedia-artikel her, og det er herfra, jeg har hentet ovenstående citat.

En browser er et værktøj, du kan bruge til at kigge dig omkring på internettet og finde artikler, billeder, videoer og alt mulig andet, andre har lagt på nettet. Dette kaldes at “surfe på internettet.” Der findes mange browsere, og det er en smagssag, om du vælger den ene eller anden. Dybest kan de alle vise siderne på internettet, og det er bare det, der er meningen. Af andre browsere kan nævnes “Google Chrome”, “Internet Explorer” og nu med Windows 10 også “Edge”.

På denne side er der en mere autoritativ forklaring end min på, hvad en browser er: “En browser er det program du benytter, når du skal søge på nettet igennem for eksempel Internet Explorer, Firefox, Safari eller Google Chrome. Den mest udbredte browser er Microsoft Internet Explorer”.

Jeg har selv brugt Firefox i mange år, og det vil denne guide selvfølgelig bære præg af.

Hent og installer Mozilla Firefox:
  1. Du henter Firefox herfra. Du kommer til en side med “Gratis download”. Klik på den.
  2. Du skal herefter gemme filen “Firefox Setup Stub 50.1.0.exe” et sted, hvor du kan finde den igen fx på skrivebordet. Dobbeltklik på filen.
  3. Du kommer til en side, der guider dig igennem opsætningen. Hvis du klikker på “Avanceret”, får du flere valgmuligheder. Et interessant punkt kan være, at du selv vil vælge, hvor Firefox skal gemmes, dvs. punktet “Destinationsmappe”. Jeg ændrer fx til D-drevet i stedet for standarden C-drevet, og min destinationsmappe og fil kommer til at se sådan ud: “D:\Program Files (x86)\Firefox”.
  4. Klik herefter på “Installer”. Der sker følgende:
    1. Firefox hentes.
    2. Firefox installeres.
    3. Installationen er færdig, og du kan gå i gang med at bruge browseren.
Særlige fokusområder:

Der er ikke så meget hokus pokus over Firefox, så jeg gennemgår kun de emner, som jeg synes er særligt interessante og evt. udfordrende.

Tag en rundtur: I menuen “Hjælp” findes et punkt, der hedder “Rundvisning i Firefox”. Det fører hertil. Rundvisningen omfatter:

  1. Angiv eller skift startside. Her kan det måske relevant for dig at indsætte Google.
  2. Søg på nettet.
  3. Bogmærk en webside.
  4. Find det hele i adressefeltet – dvs. skriv dine søgeord direkte i adressefeltet i stedet for at bruge fx Google til at søge med.
  5. Privat browsing. Alle Mozillaprodukterne kerer sig om dit privatliv.
  6. Tilpas menuen og værktøjslinjen.
  7. Tilføj nye funktioner med tilføjelser.
  8. Synkroniser din Firefox.
  9. Få hjælp. Min tilføjelse: det er værd at fremhæve  Kim Ludvigsens højt specialiserede forum. Han er ekspert i Mozillaprodukterne og har en meget kort svartid. Det er endvidere nemt selv at søge efter løsninger i hans forum.
  10. Hvis du gennemfører hele “rundturen”, er du godt klædt på til at bruge Firefox.
Genstart med tilføjelser deaktiveret:

Det hænder måske, at du har installeret en tilføjelse, og at Firefox så ikke længere virker, som den skal (jeg har aldrig oplevet det). I menupunktet “Hjælp” findes en mulighed for at genstarte med tilføjelser deaktiveret. Hvis Firefox herefter stadig ikke virker som den skal, skal du tage et kritisk kig på dine tilføjelser. Prøv at deaktivere den seneste tilføjelse, gå herefter videre med de øvrige; arbejd logisk og efter udelukkelsesmetoden. På den måde kan du finde ud af, hvilken af tilføjelserne, der laver “ballade”.

Genvejstaster:

Firefox rummer mange genvejstaster. Der er en liste under “Hjælp”, og den findes her.

Bogmærker og historik:

Hvis du er vant til en anden browser, og du der har opbygget en lang liste af bogmærker, kan det være relevant at importere disse bogmærker til Firefox. Du finder denne mulighed her: Klik på menuen Bogmærker > Vis alle bogmærker > Funktioner > Importer data fra en anden browser. Her kommer så en liste over de mest brugte browsere (Edge, Internet Explorer og Google Chrome). Se illustrationerne herunder:

 

Der er også en guide til importen her.


Hanne B. Stegemüller, 7. januar 2017