Opkald fra fremmede telefoner

Formål

Guiden kaster lys over risikoen ved at besvare et kald fra et “fremmed”/sært telefonnummer.

Problemstilling

Med jævne mellemrum skrives der om opkald fra “sære” telefonnumre eller private numre. Der er mange der, af disse årsager, ikke tager telefonen.

Der er ingen grund til ikke at tage telefonen. Tag telefonen hvis du har tid og lyst, og hør hvad budskabet er. Bliver der lagt på umiddelbart efter, skal du ikke foretage dig noget. Opkaldet var nok ikke så vigtigt.

Uanset hvilket nummer, der ringer, koster det intet at tage telefonen på en dansk telefon i Danmark. Det er noget andet, hvis den tages i udlandet – især uden for EU.

I gamle dage, hvor der kun var fastnet og drejeskivetelefoner, tog vi altid telefonen, når den ringede. Det samme gør sig gældende i dag, trods det at vi nu kan se nummeret. Det er altid risikofrit at tage telefonen.

Hvad du derimod ikke skal gøre, er, at ringe tilbage til numre, der ikke ser danske ud. Et dansk nummer starter med +45  efterfulgt af otte cifre.

Sæt telefonsvareren til så den, der ringer til dig, kan lægge en besked. Det kan trods alt være vigtigt.


Martin Østerberg, 5. september 2017