Secunia PSI 3.0

Formål

PSI står for “Personal Software Inspector”. Det vil sige, at programmet holder øje med, om dine programmer er opdaterede. Du slipper for at skulle rundt på forskellige hjemmesider for at holde dine programmer opdateret. Vær opmærksom på, at Ninite i vidt omfang kan løse den samme opgave.

Secunia er et supplement til dine sikkerhedsprogrammer (Malwarebytes, AdwCleaner, Ccleaner, Kapersky, Bullguard osv.). Der scannes efter sårbarheder, idet de kan efterlade din PC åben som en ladeport.

Programmet tjekker primært alt andet end Windowsprogrammer, da firmaet hævder, at 78 pct. af vira og andet skidt kommer fra ikke-Windowsprogrammer. Når scanningen er færdig, henter programmet automatisk den software, der skal bruges for at opdatere programmerne.

Fra programmets egen ”Hjælp”

“Secunia PSI (Personal Software Inspector) er en gratis sikkerhedsscanner, der identificerer programmer, som er usikre og skal opdateres. Den automatiserer opdateringen af de fleste af disse programmer, så det bliver meget lettere at holde PCen sikker.

Secunia PSI registrerer automatisk usikre programmer, henter de nødvendige programrettelser og installerer dem uden yderligere brugerhandlinger.

Secunia PSI registrerer også og giver dig besked om programmer, der ikke kan opdateres automatisk med programrettelser, og giver dig detaljerede instruktioner om, hvordan du kan opdatere programmet, når disse er tilgængelige. For at installere de seneste programrettelser skal du i de fleste tilfælde blot klikke på det tilhørende ikon i vinduet Resultater og følge vejledningen på skærmen.”

Programmer skal holdes opdaterede

Hackere og skadelige programmer udnytter sikkerhedshuller i programmer, apps og styresystemer. Derfor skal du holde alt dette opdateret. Vælg automatisk opdatering, når du kan, så nye sikkerhedshuller automatisk bliver lukket. Det er især vigtigt, at du får opdateret dine browsere og udvidelser til dem.

Hent og installer

Secunia ny_1

Hent programmet her.

Konfiguration af automatisk opdatering

Secunia 2Her er tre muligheder:

  1.  ”Opdater programmer automatisk (anbefales).”
  2. ”Hent opdateringer automatisk, men lad mig vælge, om jeg vil opdatere.
  3. ”Søg efter opdateringer, men lad mig vælge, om jeg vil hente og opdatere (anbefales ikke)”
Indstillinger

Når programmet er installeret, går det i gang med at scanne. Jeg anbefaler at lade scanningen køre færdig og herefter gå til ”Indstillinger”, der ligger – med meget lille skrift – nede i venstre hjørne.

Fjern flueben i ”Start når computeren starter”. Hvis man stopper alt muligt ind i startprocessen, bliver den langsommere. I ”Håndtering af opdatering” lader du fluebenet stå i ”Opdater (anbefales)”. Med denne indstilling opdateres programmerne automatisk.

Mine programmer ligger primært på d:\, så jeg skulle sætte flueben ved ”Scan individuelle drev” og så d:\, samtidig med at jeg lod c:\være markeret.

Det samlede resultat kan se ud som billedet herunder.

Secunia 4

Programmer der skal opdateres

Secunia 5Hvis du har programmer der trænger til opdatering,
vil Secunia PSI vise en oversigt over alle programmer. Dem med sårbarheder vises øverst.

Her vises din version holdt op mod den sikre version. Der vises en indikator for farlighed og en kolonne med status. I statuskolonnen klikker du på ”Klik for at opdatere”, herefter klarer Secunia typisk resten.

Advarsel

Hvis du godt kan lide resultatsiden med de store ikoner og de grønne flueben, skal du ikke klikke på ”Oversigt” nede i venstre hjørne, for det vil ganske rigtig bringe dig til en detaljeret oversigt, men det er ikke muligt at ”komme tilbage” til de store ikoner igen.


Hanne B. Stegemüller, 10 april 2016